Begrebet elektiv mutisme blev introduceret af den schweiziske børne- og ungdomspsykiater Moritz Tramer i 1934.

I dag anvendes betegnelsen selektiv mutisme. Betegnelsen elektiv mutisme er udgået og anvendes ikke længere i ICD-11.

I ICD-11 anvendes betegnelsen selektiv mutisme frem for den tidligere betegnelse elektiv mutisme. Samtidig er selektiv mutisme placeret under angst- og frygtrelaterede lidelser.

Det er en vigtig ændring, fordi selektiv mutisme fortsat let kan misforstås som generthed, tilbageholdenhed eller manglende vilje til at tale. Barnet vælger imidlertid ikke at være stille. Adgangen til tale ændrer sig afhængigt af situationen og de betingelser, barnet befinder sig i.

Selvom selektiv mutisme oftest viser sig og diagnosticeres i barndommen, er det vigtigt ikke kun at forstå problematikken som noget, der hører barndommen til. WHO beskriver selektiv mutisme som en angstlidelse, der primært rammer børn, mens angstproblematikker mere generelt kan begynde i barndommen eller ungdommen og fortsætte ind i voksenlivet.

At et menneske begynder at tale i flere sammenhænge, er derfor ikke nødvendigvis det samme som, at den underliggende sårbarhed eller belastning er forsvundet. Det understreger betydningen af, at indsatsen ikke alene har fokus på talen, men også på tryghed, regulering, deltagelse og menneskets samlede trivsel.

“Mit sprogs grænser er min verdens grænser”

– Ludwig Wittgenstein​

Hvad er selektiv mutisme, og hvordan støtter vi bedst?

Selektiv mutisme er kendetegnet ved, at et menneske har forskellig adgang til talesproget afhængigt af den sociale situation.

I nogle situationer kan talen flyde frit, mens den i andre kan være meget begrænset eller helt utilgængelig. Det kan eksempelvis være i dagtilbud, skole, uddannelse, på arbejde eller sammen med bestemte mennesker.

I trygge sammenhænge kan personen samtidig tale frit og spontant. Det er derfor vigtigt at forstå den manglende tale som en ufrivillig reaktion – ikke som trods, manglende motivation eller et bevidst valg.

Jeg er særligt optaget af, hvad der sker i kroppen og nervesystemet, når adgangen til tale ændrer sig. Krav, social opmærksomhed, uforudsigelighed, relationelle forhold og sansemæssig belastning kan påvirke nervesystemets regulering og dermed også menneskets adgang til kommunikation og tale.

Derfor handler støtten ikke alene om at få barnet eller den unge til at tale mere. Vi må være nysgerrige på både det, der øger belastningen, og de situationer, relationer og betingelser, der understøtter tryghed, regulering, fleksibilitet og deltagelse. Herfra kan kommunikationen og adgangen til tale gradvist få bedre betingelser for at udvikle sig.

Selektiv mutisme kan få stor betydning for hverdagen

Det er vigtigt at blive klogere på, hvad der hjælper mennesker med selektiv mutisme. Selvom vores viden på området er vokset, er der fortsat behov for mere forskning i, hvilke indsatser der virker for hvem, hvornår og under hvilke betingelser.

Selektiv mutisme bliver ofte tydelig i forbindelse med barnets møde med dagtilbud eller skole, hvor de sociale og kommunikative krav ændrer sig. For nogle børn har der tidligere været tegn på tilbageholdenhed eller vanskeligheder i bestemte sociale situationer, mens forskellene i adgangen til tale hos andre først bliver tydelige, når barnet møder nye mennesker, miljøer og forventninger.

Barnets omgivelser har stor betydning for graden af belastning og oplevet tryghed. Derfor er det vigtigt, at familie, skole eller dagtilbud og det øvrige netværk udvikler en fælles forståelse og tilpasser kommunikation, forventninger og krav til barnets aktuelle kapacitet.

Støtten bør tage udgangspunkt i det enkelte barn og kan blandt andet omfatte psykoedukation, vejledning af de voksne omkring barnet, defokuseret kommunikation, gradvis udvidelse af deltagelses- og kommunikationsmuligheder samt arbejde med regulering, psykologisk tryghed og kravtilpasning.

Målet er ikke at presse talen frem, men at skabe betingelser, hvor barnet oplever tilstrækkelig tryghed og regulering til gradvist at få større adgang til kommunikation, tale og deltagelse.

Specialiseret rådgivning om selektiv mutisme

Arbejder du med børn, der har svært ved at tale i skolen?

Som neuropædagogisk konsulent tilbyder jeg specialiseret rådgivning, udredning, observation, supervision og praksisnær sparring til kommuner, skoler, dagtilbud, PPR, familier og øvrige fagprofessionelle.

I arbejdet med selektiv mutisme er jeg optaget af at forstå det enkelte barns individuelle profil og de betingelser, der påvirker barnets adgang til kommunikation, tale og deltagelse. Det indebærer blandt andet blik for regulering og belastning, neuroception, psykologisk tryghed, sansemæssige behov, kravkapacitet og de sociale og kommunikative forventninger omkring barnet.

Indsatser omkring selektiv mutisme bør ikke alene rette sig mod barnet. De voksne og de miljøer, barnet indgår i, har stor betydning. Derfor arbejder jeg tæt sammen med forældre, skole eller dagtilbud og det øvrige netværk om at skabe en fælles forståelse og en sammenhængende tilgang på tværs af barnets hverdag.

Jeg rådgiver og underviser blandt andet i defokuseret kommunikation, kravtilpasning og konkrete strategier, der reducerer kommunikationspres og understøtter tryghed, regulering og gradvis udvidelse af barnets muligheder for kommunikation og deltagelse.

Jeg tilbyder rådgivning, supervision, kompetenceudvikling, oplæg og temadage i hele Danmark.

Min faglige tilgang til selektiv mutisme

Selektiv mutisme bliver ofte særligt tydelig i sociale sammenhænge – blandt andet i dagtilbud og skole, hvor barnet møder mange relationelle, kommunikative og faglige forventninger. Derfor er det afgørende, at de voksne omkring barnet forstår, hvad der sker, når adgangen til tale bliver begrænset eller utilgængelig, og ved, hvordan de kan støtte uden at øge kommunikationspresset.

Jeg tilbyder derfor undervisning, supervision og kompetenceudvikling til hele personalegrupper, så der kan skabes en fælles faglig forståelse og en sammenhængende tilgang omkring barnet.

Ikke to børn eller familier med selektiv mutisme er ens. Derfor tager jeg ikke udgangspunkt i én bestemt metode, men i det enkelte barns profil og de sammenhænge, barnet indgår i. Sammen undersøger vi både, hvad der øger belastningen, og hvilke relationer, situationer og betingelser der understøtter tryghed, regulering, kommunikation og deltagelse.

På den baggrund hjælper jeg familie og fagpersoner med at omsætte forståelsen til konkrete tilgange og handlinger i barnets hverdag.

Ofte stillede spørgsmål om selektiv mutisme

Når et barn taler frit derhjemme, men bliver stille eller helt mister adgangen til tale i andre sammenhænge, kan det skabe både undren og bekymring hos forældrene.

Hvorfor er mit barn stille i nogle situationer?

Hvordan kan mit barn tale helt frit derhjemme, men ikke i skolen eller dagtilbuddet?

Hvad kan vi som forældre gøre for at hjælpe?

Her finder du svar på nogle af de spørgsmål, jeg oftest møder fra forældre og fagpersoner om selektiv mutisme.

En af udfordringerne ved selektiv mutisme er, at vanskelighederne kan være svære at få øje på. Barnet kan tale frit, spontant og nuanceret i nogle sammenhænge og samtidig have meget begrænset eller ingen adgang til tale i andre.

Forskellen bliver ofte tydelig, når barnet begynder i dagtilbud eller skole, men kan også vise sig hos venner, til fritidsaktiviteter, ved familiesammenkomster eller sammen med bestemte mennesker.

Tavsheden opstår typisk i børnehaven, i skolen, hos venner eller til familiesammenkomster. Selv medlemmer af den nærmeste familie kan blive mødt med tavshed.

​Selektiv mutisme karakteriseres ved at være længerevarende og båret af en angst, som forhindrer barnet i at få ordnene frem.

Selektiv mutisme findes i forskellige grader, og der vil derfor også være børn, som ikke er helt tavse.

Separationsangst betragtes ofte som normalt og naturligt, da det vidner om en stærk kærlighed og tilknytning til forældrene. For nogle stopper denne separationsangst ikke, og den bliver dermed unaturlig og svær. En sådan unaturlig separationsangst ses ofte hos børn med selektiv mutisme. De bevarer angsten for at miste eller blive forladt.

Generthed og selektiv mutisme kan umiddelbart ligne hinanden, men er ikke det samme. Et genert barn kan have brug for tid til at blive fortroligt med nye mennesker og situationer, men får typisk gradvist lettere ved at kommunikere, når situationen bliver mere velkendt.

Ved selektiv mutisme er forskellen i adgangen til tale mere markant og situationsafhængig. Barnet kan tale frit og spontant i nogle sammenhænge, mens talen i andre situationer bliver meget begrænset eller helt utilgængelig – også selvom barnet gerne vil kommunikere.

Barnet vælger ikke at være stille. I stedet er det relevant at være nysgerrig på, hvilke betingelser der påvirker barnets adgang til tale. Social opmærksomhed, forventninger om at tale, relationer, uforudsigelighed, krav og sansemæssig belastning kan blandt andet have betydning.

Det er derfor ikke et spørgsmål om, hvorvidt barnet blot skal have tid til at “tø op”, men om at forstå det mønster, der viser sig på tværs af situationer, og skabe betingelser, der understøtter tryghed, regulering, kommunikation og deltagelse.

Der findes ikke én enkelt årsag til selektiv mutisme. I dag forstås selektiv mutisme bedst som en kompleks og situationsafhængig vanskelighed, hvor flere biologiske, psykologiske, sensoriske, relationelle og miljømæssige forhold kan spille sammen.

Angst og en medfødt sårbarhed for hæmning eller ængstelighed kan være en del af billedet, men det enkelte barns profil kan se meget forskellig ud. Hos nogle børn spiller eksempelvis sensorisk sårbarhed, neurodivergens, sproglige eller kommunikative forhold, behov for forudsigelighed, tidligere belastning eller høje sociale og kommunikative krav også en rolle.

Jeg er derfor mindre optaget af at finde én årsag og mere optaget af at forstå, hvad der sker med det enkelte barns adgang til tale på tværs af forskellige situationer.

Her er nervesystemets regulering og neuroception centrale perspektiver. Barnets nervesystem registrerer løbende information fra kroppen, omgivelserne og relationerne omkring barnet. Social opmærksomhed, forventningen om at skulle tale, uforudsigelighed, sanseindtryk eller andre krav kan øge belastningen og påvirke adgangen til spontan kommunikation.

Hos nogle børn ses dette også kropsligt. De kan eksempelvis blive meget stille, få mindre mimik, undgå blik, bevæge sig mindre eller have svært ved at initiere handling. Det skal ikke forstås som manglende vilje til kontakt, men som vigtig information om barnets aktuelle regulering og kapacitet.

Samtidig er det mindst lige så vigtigt at undersøge de situationer, hvor barnet har adgang til tale, spontanitet og kontakt. Hvem er barnet sammen med? Hvilke krav er til stede? Hvordan kommunikerer de voksne? Hvad kendetegner omgivelserne? Og hvad ser ud til at understøtte barnets oplevelse af tryghed, regulering og handlemulighed?

På den måde bliver spørgsmålet ikke kun “Hvorfor taler barnet ikke?”, men også “Under hvilke betingelser bliver tale, kommunikation og deltagelse mere tilgængelig?”

Det sidste spørgsmål synes jeg faktisk er meget dig og værd at slutte afsnittet med. Det flytter hele forståelsen fra en fejl inde i barnet til en neuropædagogisk undersøgelse af barnets profil i samspil med betingelserne omkring det.

Medicin er ikke i sig selv en behandling af selektiv mutisme, men kan i nogle tilfælde indgå som en del af en samlet indsats. Det kan eksempelvis være relevant, hvis barnet eller den unge samtidig har betydelig angst, depression eller andre psykiske vanskeligheder, som påvirker trivsel og mulighed for at deltage i den øvrige indsats.

En eventuel medicinsk behandling bør altid bero på en individuel lægefaglig vurdering og ses i sammenhæng med den øvrige støtte omkring barnet eller den unge.

Uanset om medicin indgår eller ej, er det fortsat vigtigt at arbejde med de betingelser, der påvirker regulering, belastning, kommunikation og deltagelse i hverdagen.

Den sidste sætning synes jeg er vigtig på din side, fordi den gør det klart, at medicin ikke erstatter arbejdet med miljøet omkring barnet.

Betegnelsen selektiv mutisme kan let misforstås. Ordet selektiv kan give indtryk af, at personen vælger, hvornår eller over for hvem vedkommende vil tale. Det er ikke tilfældet.

Selektiv henviser i stedet til, at adgangen til tale varierer mellem forskellige situationer og sammenhænge. Et barn kan eksempelvis tale frit og spontant hjemme, men have meget begrænset eller ingen adgang til tale i skolen eller sammen med bestemte mennesker.

Mutisme betyder fravær af tale. Ved selektiv mutisme skyldes den manglende tale ikke, at barnet mangler et talesprog. Talen er tilgængelig i nogle sammenhænge, men bliver vanskelig eller utilgængelig i andre.

Selektiv mutisme er i ICD-11 placeret blandt angst- og frygtrelaterede lidelser. Det betyder dog ikke, at alle børn med selektiv mutisme har den samme profil, eller at vanskeligheden kan forklares ud fra én bestemt form for angst.

Derfor er det vigtigt at undersøge det enkelte barns samlede profil og de betingelser, der påvirker adgangen til tale, kommunikation og deltagelse.

Køb børnebogen Hvor er Lauras stemme?

Med afsæt i mine professionelle og personlige erfaringer med selektiv mutisme har jeg skrevet børnebogen Hvor er Lauras stemme?

Bogen giver et nænsomt indblik i, hvordan selektiv mutisme kan opleves, og gør det lettere for børn, forældre og fagpersoner at få et fælles sprog for en udfordring, som ofte er usynlig for omgivelserne.

Begrebet elektiv mutisme blev introduceret af den schweiziske børne- og ungdomspsykiater Moritz Tramer i 1934.

I dag anvendes betegnelsen selektiv mutisme. Betegnelsen elektiv mutisme er udgået og anvendes ikke længere i ICD-11.

I ICD-11 anvendes betegnelsen selektiv mutisme frem for den tidligere betegnelse elektiv mutisme. Samtidig er selektiv mutisme placeret under angst- og frygtrelaterede lidelser.

Det er en vigtig ændring, fordi selektiv mutisme fortsat let kan misforstås som generthed, tilbageholdenhed eller manglende vilje til at tale. Barnet vælger imidlertid ikke at være stille. Adgangen til tale ændrer sig afhængigt af situationen og de betingelser, barnet befinder sig i.

Selvom selektiv mutisme oftest viser sig og diagnosticeres i barndommen, er det vigtigt ikke kun at forstå problematikken som noget, der hører barndommen til. WHO beskriver selektiv mutisme som en angstlidelse, der primært rammer børn, mens angstproblematikker mere generelt kan begynde i barndommen eller ungdommen og fortsætte ind i voksenlivet.

At et menneske begynder at tale i flere sammenhænge, er derfor ikke nødvendigvis det samme som, at den underliggende sårbarhed eller belastning er forsvundet. Det understreger betydningen af, at indsatsen ikke alene har fokus på talen, men også på tryghed, regulering, deltagelse og menneskets samlede trivsel.

“Mit sprogs grænser er min verdens grænser”

– Ludwig Wittgenstein​

Hvad er selektiv mutisme, og hvordan støtter vi bedst?

Selektiv mutisme er kendetegnet ved, at et menneske har forskellig adgang til talesproget afhængigt af den sociale situation.

I nogle situationer kan talen flyde frit, mens den i andre kan være meget begrænset eller helt utilgængelig. Det kan eksempelvis være i dagtilbud, skole, uddannelse, på arbejde eller sammen med bestemte mennesker.

I trygge sammenhænge kan personen samtidig tale frit og spontant. Det er derfor vigtigt at forstå den manglende tale som en ufrivillig reaktion – ikke som trods, manglende motivation eller et bevidst valg.

Jeg er særligt optaget af, hvad der sker i kroppen og nervesystemet, når adgangen til tale ændrer sig. Krav, social opmærksomhed, uforudsigelighed, relationelle forhold og sansemæssig belastning kan påvirke nervesystemets regulering og dermed også menneskets adgang til kommunikation og tale.

Derfor handler støtten ikke alene om at få barnet eller den unge til at tale mere. Vi må være nysgerrige på både det, der øger belastningen, og de situationer, relationer og betingelser, der understøtter tryghed, regulering, fleksibilitet og deltagelse. Herfra kan kommunikationen og adgangen til tale gradvist få bedre betingelser for at udvikle sig.

Selektiv mutisme kan få stor betydning for hverdagen

Det er vigtigt at blive klogere på, hvad der hjælper mennesker med selektiv mutisme. Selvom vores viden på området er vokset, er der fortsat behov for mere forskning i, hvilke indsatser der virker for hvem, hvornår og under hvilke betingelser.

Selektiv mutisme bliver ofte tydelig i forbindelse med barnets møde med dagtilbud eller skole, hvor de sociale og kommunikative krav ændrer sig. For nogle børn har der tidligere været tegn på tilbageholdenhed eller vanskeligheder i bestemte sociale situationer, mens forskellene i adgangen til tale hos andre først bliver tydelige, når barnet møder nye mennesker, miljøer og forventninger.

Barnets omgivelser har stor betydning for graden af belastning og oplevet tryghed. Derfor er det vigtigt, at familie, skole eller dagtilbud og det øvrige netværk udvikler en fælles forståelse og tilpasser kommunikation, forventninger og krav til barnets aktuelle kapacitet.

Støtten bør tage udgangspunkt i det enkelte barn og kan blandt andet omfatte psykoedukation, vejledning af de voksne omkring barnet, defokuseret kommunikation, gradvis udvidelse af deltagelses- og kommunikationsmuligheder samt arbejde med regulering, psykologisk tryghed og kravtilpasning.

Målet er ikke at presse talen frem, men at skabe betingelser, hvor barnet oplever tilstrækkelig tryghed og regulering til gradvist at få større adgang til kommunikation, tale og deltagelse.

Specialiseret rådgivning om selektiv mutisme

Arbejder du med børn, der har svært ved at tale i skolen?

Som neuropædagogisk konsulent tilbyder jeg specialiseret rådgivning, udredning, observation, supervision og praksisnær sparring til kommuner, skoler, dagtilbud, PPR, familier og øvrige fagprofessionelle.

I arbejdet med selektiv mutisme er jeg optaget af at forstå det enkelte barns individuelle profil og de betingelser, der påvirker barnets adgang til kommunikation, tale og deltagelse. Det indebærer blandt andet blik for regulering og belastning, neuroception, psykologisk tryghed, sansemæssige behov, kravkapacitet og de sociale og kommunikative forventninger omkring barnet.

Indsatser omkring selektiv mutisme bør ikke alene rette sig mod barnet. De voksne og de miljøer, barnet indgår i, har stor betydning. Derfor arbejder jeg tæt sammen med forældre, skole eller dagtilbud og det øvrige netværk om at skabe en fælles forståelse og en sammenhængende tilgang på tværs af barnets hverdag.

Jeg rådgiver og underviser blandt andet i defokuseret kommunikation, kravtilpasning og konkrete strategier, der reducerer kommunikationspres og understøtter tryghed, regulering og gradvis udvidelse af barnets muligheder for kommunikation og deltagelse.

Jeg tilbyder rådgivning, supervision, kompetenceudvikling, oplæg og temadage i hele Danmark.

Min faglige tilgang til selektiv mutisme

Selektiv mutisme bliver ofte særligt tydelig i sociale sammenhænge – blandt andet i dagtilbud og skole, hvor barnet møder mange relationelle, kommunikative og faglige forventninger. Derfor er det afgørende, at de voksne omkring barnet forstår, hvad der sker, når adgangen til tale bliver begrænset eller utilgængelig, og ved, hvordan de kan støtte uden at øge kommunikationspresset.

Jeg tilbyder derfor undervisning, supervision og kompetenceudvikling til hele personalegrupper, så der kan skabes en fælles faglig forståelse og en sammenhængende tilgang omkring barnet.

Ikke to børn eller familier med selektiv mutisme er ens. Derfor tager jeg ikke udgangspunkt i én bestemt metode, men i det enkelte barns profil og de sammenhænge, barnet indgår i. Sammen undersøger vi både, hvad der øger belastningen, og hvilke relationer, situationer og betingelser der understøtter tryghed, regulering, kommunikation og deltagelse.

På den baggrund hjælper jeg familie og fagpersoner med at omsætte forståelsen til konkrete tilgange og handlinger i barnets hverdag.

Ofte stillede spørgsmål om selektiv mutisme

Når et barn taler frit og spontant derhjemme, men har begrænset eller ingen adgang til tale i andre sammenhænge, kan det skabe både undren og bekymring hos forældrene.

Hvorfor har mit barn adgang til tale i nogle situationer, men ikke i andre?

Hvordan kan mit barn tale helt frit derhjemme, men have svært ved at tale i skolen eller dagtilbuddet?

Hvad kan vi som forældre gøre for at støtte?

Her finder du svar på nogle af de spørgsmål, jeg oftest møder fra forældre og fagpersoner om selektiv mutisme.

En af udfordringerne ved selektiv mutisme er, at vanskelighederne kan være svære at få øje på. Barnet kan tale frit, spontant og nuanceret i nogle sammenhænge og samtidig have meget begrænset eller ingen adgang til tale i andre.

Forskellen bliver ofte tydelig, når barnet begynder i dagtilbud eller skole, men kan også vise sig hos venner, til fritidsaktiviteter, ved familiesammenkomster eller sammen med bestemte mennesker.

Tavsheden opstår typisk i børnehaven, i skolen, hos venner eller til familiesammenkomster. Selv medlemmer af den nærmeste familie kan blive mødt med tavshed.

​Selektiv mutisme karakteriseres ved at være længerevarende og båret af en angst, som forhindrer barnet i at få ordnene frem.

Selektiv mutisme findes i forskellige grader, og der vil derfor også være børn, som ikke er helt tavse.

Separationsangst betragtes ofte som normalt og naturligt, da det vidner om en stærk kærlighed og tilknytning til forældrene. For nogle stopper denne separationsangst ikke, og den bliver dermed unaturlig og svær. En sådan unaturlig separationsangst ses ofte hos børn med selektiv mutisme. De bevarer angsten for at miste eller blive forladt.

Generthed og selektiv mutisme kan umiddelbart ligne hinanden, men er ikke det samme. Et genert barn kan have brug for tid til at blive fortroligt med nye mennesker og situationer, men får typisk gradvist lettere ved at kommunikere, når situationen bliver mere velkendt.

Ved selektiv mutisme er forskellen i adgangen til tale mere markant og situationsafhængig. Barnet kan tale frit og spontant i nogle sammenhænge, mens talen i andre situationer bliver meget begrænset eller helt utilgængelig – også selvom barnet gerne vil kommunikere.

Barnet vælger ikke at være stille. I stedet er det relevant at være nysgerrig på, hvilke betingelser der påvirker barnets adgang til tale. Social opmærksomhed, forventninger om at tale, relationer, uforudsigelighed, krav og sansemæssig belastning kan blandt andet have betydning.

Det er derfor ikke et spørgsmål om, hvorvidt barnet blot skal have tid til at “tø op”, men om at forstå det mønster, der viser sig på tværs af situationer, og skabe betingelser, der understøtter tryghed, regulering, kommunikation og deltagelse.

Der findes ikke én enkelt årsag til selektiv mutisme. I dag forstås selektiv mutisme bedst som en kompleks og situationsafhængig vanskelighed, hvor flere biologiske, psykologiske, sensoriske, relationelle og miljømæssige forhold kan spille sammen.

Angst og en medfødt sårbarhed for hæmning eller ængstelighed kan være en del af billedet, men det enkelte barns profil kan se meget forskellig ud. Hos nogle børn spiller eksempelvis sensorisk sårbarhed, neurodivergens, sproglige eller kommunikative forhold, behov for forudsigelighed, tidligere belastning eller høje sociale og kommunikative krav også en rolle.

Jeg er derfor mindre optaget af at finde én årsag og mere optaget af at forstå, hvad der sker med det enkelte barns adgang til tale på tværs af forskellige situationer.

Her er nervesystemets regulering og neuroception centrale perspektiver. Barnets nervesystem registrerer løbende information fra kroppen, omgivelserne og relationerne omkring barnet. Social opmærksomhed, forventningen om at skulle tale, uforudsigelighed, sanseindtryk eller andre krav kan øge belastningen og påvirke adgangen til spontan kommunikation.

Hos nogle børn ses dette også kropsligt. De kan eksempelvis blive meget stille, få mindre mimik, undgå blik, bevæge sig mindre eller have svært ved at initiere handling. Det skal ikke forstås som manglende vilje til kontakt, men som vigtig information om barnets aktuelle regulering og kapacitet.

Samtidig er det mindst lige så vigtigt at undersøge de situationer, hvor barnet har adgang til tale, spontanitet og kontakt. Hvem er barnet sammen med? Hvilke krav er til stede? Hvordan kommunikerer de voksne? Hvad kendetegner omgivelserne? Og hvad ser ud til at understøtte barnets oplevelse af tryghed, regulering og handlemulighed?

På den måde bliver spørgsmålet ikke kun “Hvorfor taler barnet ikke?”, men også “Under hvilke betingelser bliver tale, kommunikation og deltagelse mere tilgængelig?”

Det sidste spørgsmål synes jeg faktisk er meget dig og værd at slutte afsnittet med. Det flytter hele forståelsen fra en fejl inde i barnet til en neuropædagogisk undersøgelse af barnets profil i samspil med betingelserne omkring det

Medicin er ikke i sig selv en behandling af selektiv mutisme, men kan i nogle tilfælde indgå som en del af en samlet indsats. Det kan eksempelvis være relevant, hvis barnet eller den unge samtidig har betydelig angst, depression eller andre psykiske vanskeligheder, som påvirker trivsel og mulighed for at deltage i den øvrige indsats.

En eventuel medicinsk behandling bør altid bero på en individuel lægefaglig vurdering og ses i sammenhæng med den øvrige støtte omkring barnet eller den unge.

Uanset om medicin indgår eller ej, er det fortsat vigtigt at arbejde med de betingelser, der påvirker regulering, belastning, kommunikation og deltagelse i hverdagen.

Den sidste sætning synes jeg er vigtig på din side, fordi den gør det klart, at medicin ikke erstatter arbejdet med miljøet omkring barnet.

Betegnelsen selektiv mutisme kan let misforstås. Ordet selektiv kan give indtryk af, at personen vælger, hvornår eller over for hvem vedkommende vil tale. Det er ikke tilfældet.

Selektiv henviser i stedet til, at adgangen til tale varierer mellem forskellige situationer og sammenhænge. Et barn kan eksempelvis tale frit og spontant hjemme, men have meget begrænset eller ingen adgang til tale i skolen eller sammen med bestemte mennesker.

Mutisme betyder fravær af tale. Ved selektiv mutisme skyldes den manglende tale ikke, at barnet mangler et talesprog. Talen er tilgængelig i nogle sammenhænge, men bliver vanskelig eller utilgængelig i andre.

Selektiv mutisme er i ICD-11 placeret blandt angst- og frygtrelaterede lidelser. Det betyder dog ikke, at alle børn med selektiv mutisme har den samme profil, eller at vanskeligheden kan forklares ud fra én bestemt form for angst.

Derfor er det vigtigt at undersøge det enkelte barns samlede profil og de betingelser, der påvirker adgangen til tale, kommunikation og deltagelse.

Køb børnebogen Hvor er Lauras stemme?

Med afsæt i mine professionelle og personlige erfaringer med selektiv mutisme har jeg skrevet børnebogen Hvor er Lauras stemme?

Bogen giver et nænsomt indblik i, hvordan selektiv mutisme kan opleves, og gør det lettere for børn, forældre og fagpersoner at få et fælles sprog for en udfordring, som ofte er usynlig for omgivelserne.