Udtrykket elektiv mutisme blev introduceret af den schweiziske børne- og ungdomspsykiater Moritz Tramer (1934)

I dag hedder det selektiv mutisme, og elektiv mutisme bruges ikke længere i ICD11.

På nuværende tidspunkt bruger vi diagnosesystemet ICD11, som trådte i kraft 1. januar 2022 og det vil gradvist blive implementeret.

Og i ICD11, betegnes selektiv mutisme ikke længere som elektiv mutisme, men man har valgt at benævne det selektiv mutisme.

Ydermere flyttes det op i selve angst afsnittet, hvilket jeg tolker som en stor anerkendelse, til de der er berørt at selektiv mutisme.

På landsplan får op imod 2% af danske børn denne diagnose, men man må gå ud fra at der er et ´mørketal´på grund af lidelsens art. Selektiv mutisme misforståes ofte som generthed og bliver derved ikke behandlet.

Meget tyder på at mennesker med ubehandlet selektiv mutisme vil få forskellige komplekse angstproblematikker i voksenlivet, også selvom man er begyndt at tale. Derfor er det ærgeligt at diagnosen er kategoriseret som en børnepsykriatisk lidelse, man kan nærmere snakke om en diagnose der ofte stilles i børneårene men kan følge én resten af livet.

Hvad er selektiv mutisme og hvordan støtter vi bedst?

Selektiv mutisme kendetegnes ved, at personer, som egentlig godt kan tale, men som ikke tør sige noget i vigtige sociale situationer, for eksempel i børnehaven, i skolen og/eller på arbejde.

Derhjemme taler de sædvanligvis frit.

Selektiv mutisme opfattes som en angstlidelse og er særligt associeret med social- og/eller seperationsangst.

Når personen ikke kan kommunikere verbalt, kan de heller ikke gøre rede for deres behov.

Det kan have alvorlige konsekvenser.

Der er derfor vigtigt at finde ud af, hvad der kan hjælpe dem, og vi ved indtil videre kun lidt om dette, både nationalt og internationalt.

Problemet er ofte først tydeligt i børnehaven.

Det kan være svært at afgøre, hvornår et barn får/har selektiv mutisme.

De fleste forældre til børn med selektiv mutisme fortæller, at barnet altid har været lidt genert og forsigtigt, men at problemet først blev tydeligt for dem ved børnehave- eller skolestart.

Hvordan barnet bliver mødt hjemme og i børnehaven/skolen er en opretholdende faktor.

Det er de opretholdende faktorer, som først og fremmest kan påvirkes med behandling.

Metoden omfatter adfærdsterapeutiske tiltag, vejledning, undervisning og defokuseret kommunikation som et generelt behandlingsprincip.

Fokus på aktiviteter i stedet for barnet selv

Defokuseret kommunikation indebærer for eksempel, at vi sidder ved siden af barnet i stedet for lige overfor, og at vi 'tænker højt' i stedet for at stille direkte spørgsmål.

Vi prøver at engagere barnet i aktiviteter, som det kan lide, i stedet for at fokusere direkte på den enkelte.

Især undgår vi fokus på, hvad de føler.

Jeg tror, at det er vigtigt, at terapien udføres der, hvor den problematiske adfærd foregår, som for eksempel i børnehaven.

Der møder vi dem, der har ansvaret for børnene i det daglige.

Resultaterne fra forskning siger noget om, hvor vigtigt det er at få hjælp tidligt.

De berørte ændrer ikke personlighed under behandlingen.

Det er vigtigt at vide, at alle kan reagere forskelligt på behandling.

Nogle er generte og det skal de have lov til.

Mange er af natur lidt forsigtige og sky.

De gennemgår ikke en personlighedsforandring i løbet af behandlingen, men de får hjælp til at løse et problem,

og på sigt generelt kommunikere bedre, og snakke.

Jeg mener, at det er vigtigt at sprede viden om denne tilstand, så børnelæger, sundhedsplejersker,

skolelærere og pædagoger m.fl. kan se den tidligt og forebygge, så problemerne ikke udvikler sig.​​

Kontakt Maya Thorup

Skriv til mig på kontakt@s-elektivmutisme.dk

eller ring på telefon: ​25 63 16 34

Info

Strandgaardsvej 36, 7120 Vejle Øst

CVR: 41651733

Erfaring

18 års erfaring med psykriati/social- og specialpædagogik​​​