​Udtrykket elektiv mutisme blev introduceret af den schweiziske børne- og ungdomspsykiater Moritz Tramer (1934)

Dette er en af de største udfordringer, især for forældrene til børn der lider af selektivt mutisme.

​

Dette fordi børnene ofte taler højt og frit derhjemme, men ofte ikke siger noget uden for hjemmets fire vægge.

​

Tavsheden opstår typisk i børnehaven, i skolen, hos venner eller familiemedlemmer. Selv bedsteforældre kan blive mødt med tavshed.

​

Selektiv mutisme karakteriseres ved at være længerevarende og båret af en angst, som forhindre barnet i at få ordnene frem.

​

Selektiv mutisme findes i forskellige grader, og der vil derfor også være børn som ikke er helt tavse.

Separationsangst betragtes ofte som normalt og naturligt, da det vidner om at barnets kærlighed og tilknytning til sine forældre er stærke. For nogle stopper denne separationsangst ikke, og den bliver dermed unaturlig og svær. En sådan unaturlig separationsangst ses ofte hos børn med selektiv mutisme, deres angst for at miste eller blive forladt forbliver.​

Generte børn forsøger at undgå fremmede eller være i situationer, der opfattes som utrygge. De reagerer dog og kommunikerer på egen hånd, når de føler sig sikre og i stand til at klare situationen. Man kan sige at generte børn langsomt ´tøer´op. Dette ville ikke ske med barnet med selektivt mutistisme, fordi disse børn ikke bevidst beslutter, om de skal forblive tavse eller tale, men “vælger” situationen, grundet frygten for at tale er altafgørende.

Man ved det ikke med sikkerhed, men der er lavet undersøgelser i bla. Tyskland og Norge, der bla. peger på følgende:

Langt de fleste børn, unge og voksne der lider af selektiv mutisme, har en genetisk tilbøjelighed til angst.

Man kan sige, at de har arvet tendensen til at reagere på bestemte situationer og til fremmede, på en ekstremt bange og non kommunikativ måde, som en tilknytning.

Disse børn viser ofte typiske angstsymptomer som separationsangst fra deres forældre, ekstremt omklamrende adfærd, især overfor moderen, vanskeligheder ved at falde i søvn, og raserianfald.

I begyndelsen af ​​børnehavealderen, hvor man begynder at blive mere og mere socialt aktiv uden for familien, manifesteres deres konstante frygt for at tale og kommunikere sig, som mutisme, sammenholdt med symptomer som stiv kropsholdning, tomt ansigtsudtryk/mimik, undgåelse af faste øjne, mangel på høj latter, gråd og hoste.

Den nyere forskning har vist, at børn, der viser socialt hæmmet adfærd, har en reduceret tærskel for at stimulere deres frygtcenter i hjernen, den såkaldte "amygdala".

Amygdalaen (også kaldet mandelkerne) udsender neuron-impulser, så snart en person er i en potentiel farlig situation.

Disse neuro-impulser hjælper enkeltpersoner med bedre at beskytte sig selv mod faren, hurtigt at flygte fra en farlig situation eller til at øge sansernes opmærksomhed.

Hos ekstremt bange mennesker, herunder mutister, ser dette frygtcenter ud til at reagere meget mere voldsomt end det faktisk er nødvendigt for selvbeskyttelse. Det antyder en frygtelig situation for den pågældende, som faktisk ikke eksisterer. Angstrefleksen er for fintfølelene og dette kan gøre, at hos mennesker med selektiv mutisme, udløses frygtreaktionerne af sociale interaktioner såsom på legeplads, i skole eller i andre sociale sammenkomster. Selvom der ikke synes at være nogen logisk grund til denne frygt, er følelserne for barnet ekstremt reelle.

Med tiden bliver et barn med selektiv mutisme stumt på grund af manglende evne til at håndtere den skræmmende følelse, der opstår, når det udsættes for en tale-anmodning.