Ofte stillede spørgsmål om Selektiv mutisme!


Hvis barnet ikke opfører sig som alle andre børn, er familien ofte meget bekymrede.

Hvorfor er min søn eller datter tavs i nogle situationer? Mit barn taler normalt derhjemme!

Hvordan kan forældre hjælpe deres barn?

I det følgende ønsker vi at give en kort oversigt over de mest almindelige spørgsmål om selektiv mutisme.


Hvad betyder "Selektiv mutisme"?

Selektiv er udtryk for eller resultat af et målrettet udvælgelsesprincip. Inden for Selektiv Mutisme vil der både være tale om bevidst og ubevidst udvælgelse.

Mutisme er en ældre betegnelse for manglende sprogudvikling eller manglende brug af tale, hos børn som følge af en psykisk lidelse, hos voksne som følge af en hjerneskade. I dag ved man at mutisme hos børn ikke er pga. manglende sprogudvikling, men er en angstlidelse, forankret i separationsangst eller socialangst. Ubehandlet mutisme kan følge med op i voksen-årene. 


Hvordan genkender du  Selektiv mutisme?

Dette er en af de største udfordringer, især for forældrene til børn der lider af selektivt mutisme. Dette fordi børnene ofte taler højt og frit derhjemme, men ofte ikke siger noget uden for hjemmets fire vægge. Tavsheden opstår typisk i børnehaven, i skolen, hos venner eller familiemedlemmer. Selv bedsteforældre kan blive mødt med tavshed. Selektiv mutisme karakteriseres ved at være længerevarende og båret af en angst, som forhindre barnet i at få ordnene frem. Selektiv mutisme findes i forskellige grader, og der vil derfor også være børn som ikke er helt tavse, men vil bruge viskende enstavelses ord, eller en bestment lyd. Mange børn med selektiv mutisme udvikler en form for tegnsprog, som de kommunikere ved hjælp af. 

Separationsangst betragtes ofte som normalt og naturligt, da det vidner om at barnets kærlighed og tilknytning til sine forældre er stærke. For nogle stopper denne separationsangst ikke, og den bliver dermed unaturlig og svær. En sådan unaturlig separationsangst ses ofte hos børn med selektiv mutisme, deres angst for at miste eller blive forladt forbliver.


I korte træk:

  • Tavshed i visse situationer og over for visse mennesker.
  • Bruger nonverbal kommuniaktion, tegnsprog, lyde, bevægelser.
  • "Fryser" i bestemte situationer.
  • Har ofte uhensigtsmæssig adfærd, der relaterer  sig til andre former for angstlidelser.
  • Tøver med at bruge offentlige badefaciliteter.
  • Undgår at bruge offentlige toiletter.
  • Kan udvise trodsighed og stædig adfærd.
  • Rummer ofte meget vrede.

Er mit barn bare genert eller er det selektiv mutisme?
Generte børn forsøger at undgå fremmede eller være i usædvanlige situationer, der opfattes som utrygge. De reagerer dog og kommunikerer på egen hånd, når de føler sig sikre og i stand til at klare situationen. Man kan sige at generte børn langsomt ´tøer´op. Dette ville ikke ske med barnet med selektivt mutistisme, fordi disse børn ikke bevidst beslutter, om de skal forblive tavse eller tale, men "vælger" situationen, grundet frygten for at tale er altafgørende.


Hvad er årsagerne til selektiv mutisme?
Man ved det ikke med sikkerhed, men der er lavet undersøgelser i bla. Tyskland og Norge, der bla. peger på følgende:

Langt de fleste børn, unge og voksne der lider af selektiv mutisme, har en genetisk tilbøjelighed til angst. Man kan sige, at de har arvet tendensen til at reagere på bestemte situationer og til fremmede, på en ekstremt bange og non kommunikativ måde, som en tilknytning.
Disse børn viser ofte typiske angstsymptomer som separationsangst fra deres forældre, ekstremt omklamrende adfærd, især overfor moderen, vanskeligheder ved at falde i søvn, og raserianfald.

I begyndelsen af ​​børnehavealderen, hvor man begynder at blive mere og mere socialt aktiv uden for familien, manifesteres deres konstante frygt for at tale og kommunikere sig, som mutisme, sammenholdt med symptomer som stiv kropsholdning, tomt ansigtsudtryk/mimik, undgåelse af faste øjne, mangel på høj latter, gråd og hoste.
Den nyere forskning har vist, at børn, der viser socialt hæmmet adfærd, har en reduceret tærskel for at stimulere deres frygtcenter i hjernen, den såkaldte "amygdala". Amygdalaen (også kaldet mandelkerne) udsender neuron-impulser, så snart en person er i en potentiel farlig situation. Disse neuro-impulser hjælper enkeltpersoner med bedre at beskytte sig selv mod faren, hurtigt at flygte fra en farlig situation eller til at øge sansernes opmærksomhed. Hos ekstremt bange mennesker, herunder mutister, ser dette frygtcenter ud til at reagere meget mere voldsomt end det faktisk er nødvendigt for selvbeskyttelse. Det antyder en frygtelig situation for den pågældende, som faktisk ikke eksisterer. Angstrefleksen er for fintfølelene og dette kan gøre, at hos mennesker med selektiv mutisme, udløses frygtreaktionerne af sociale interaktioner såsom på legeplads, i skole eller i andre sociale sammenkomster. Selvom der ikke synes at være nogen logisk grund til denne frygt, er følelserne for barnet ekstremt reelle.

Med tiden bliver et barn med selektiv mutisme stumt på grund af manglende evne til at håndtere den skræmmende følelse, der opstår, når det udsættes for en tale-anmodning. 


Hvem diagnosticerer selektiv mutisme?
Diagnosen selektiv mutisme stilles normalt af en børnelæge, psykiater eller en børnepsykolog. Det bør dog nævnes, at selv blandt disse læger er selektiv mutisme stadig relativt ukendt. Børnelæger må ofte informeres om selektiv mutisme fra forældrene. Mutisme er mere almindelig blandt taleterapeuter. Foruden psykiatri og psykologi, har taleterapi været en tredje disciplin siden de tidlige 1990'ere, der diagnosticerer selektiv mutisme og behandler tavshed.


Diagnosen selektiv mutisme er stillet. Hvad sker der nu?
Selektiv mutisme er en anerkendt lidelse som kan have alvorlige psykosociale konsekvenser. Behandlingen skal påbegyndes tidligt, så det berørte barn ikke tager angsten med sig op i ungdoms og voksen-årene. Trods udfordringer i sociale situationer, vil børnene i børnehavealderen og førskolealderen alligevel ofte være populære på grund af deres følsomme og defensive karakter.
Senere i ungdoms-årene kan barnet med selektiv mutistiske dog blive en outsider og blive fremmed i sin egen klasse, og det kan udvikle sig til et udtalt skoleproblem. Nedsatte skolekvalifikationer og karrieremuligheder er desværre almindeligt, hvis ikke opstart af behandling sker så tidligt som muligt. Ydermere viser studier at fra pubertetens start kan man også få symptomer på depression, social fobi og OCD. Forøget selvmordsrisiko er desværre heller ikke ualmindeligt. Behandling bør påbegyndes så tidligt som muligt og helst i børnehavealderen, så risikoen for at udvikle andre psykiske problemer mindskes. Hvis den pågældende, i skolealderen eller som voksen, er stum, vil der være behov for at blive ledsaget gennem behandlingen, af en tryghedsperson. 


Vigtigt: At overvinde selektiv mutisme er også muligt for voksne.


Er der medicin, der kan hjælpe?

Hvis mutismen er en del af en svær depression og/eller social fobi, kan der være en indikation for brugen af antidepressiv behandling. En speciallæge eller psykiater skal altid inddrages i en overordnet behandlingsplan.


CVR nr:

Maya Thorup 41651733

Cindie Schmidt 40772006

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes