Udtrykket elektiv mutisme blev introduceret af den schweiziske børne- og ungdomspsykiater Moritz Tramer (1934).

Idag hedder det selektiv mutisme, men elektiv mutisme bruges også stadig.


Selektiv mutisme beskrives som en relativt sjælden børnepsykiatrisk lidelse, der er karakteriseret ved stumhed i udvalgte

situationer. Lidelsen defineres i ICD-10 som en social funktionsforstyrrelse, hvor barnet på trods af en i øvrigt
normal sprogfunktion, ikke kommunikerer verbalt i specifikke sociale sammenhænge og hvor dette ikke skyldes
tilstedeværelsen af en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som fx. infantil autisme.

På nuværende tidspunkt bruger vi fortsat diagnose systemet ICD10, men 1. januar 2022 træder ICD11 i kraft. Og i ICD11, betegnes selektiv mutisme ikke længere som elektiv mutisme, men de har valgt at benævne det selektiv mutisme. Ydermere flyttes det op i selve angst afsnittet, hvilket jeg tolker som en stor anerkendelse, til de der er berørt at selektiv mutisme.


På landsplan får ca. 0.8% af danske børn denne diagnose, men man må gå ud fra at der er et ´mørketal´på grund af lidelsens art.

Selektiv mutisme misforståes ofte som generthed og bliver derved ikke behandlet. Meget tyder på at mennesker med ubehandlet selektiv mutisme vil få forskellige komplekse angstproblematikker i voksenlivet, også selvom man er begyndt at tale. Derfor er det ærgeligt at diagnosen er kategoriseret som en børnepsykriatisk lidelse, man kan nærmere snakke om en diagnose der ofte stilles i børneårene men kan følge én resten af livet.